Ønsker du et arbejdsliv med eksistentiel tænkning, historie, religion, samfund, antropologi, etik, sprog, kommunikation, ledelse, kultur, filosofi, værdier, livsvisdom, medmenneskelighed og livets store og små øjeblikke?

Kort sagt alt mellem himmel og jord?

Det bredeste, dybeste og mest dannende studium du kan vælge

Hvad er livets mening?

Hvad er meningen med dit liv?

Hør hvad andre siger

”Det fremmeste studium fyldt med visdom og historie. Jeg har ikke foretaget mig noget bedre valg end at melde mig ind på teologi. Nogle knækker muligvis nakken på sprogene, men det gælder om at være vedholdende”

MADS JACOB IVERSEN, STUD.THEOL., Københavns Universitet

”Teologistudiet er betydningsfuldt, mangesidigt og udfordrende. Du får muligheden for at gå i de retninger, du har lyst til, så der er rum til fordybelse i det, der interesserer dig. Jeg var rigtig glad for de teologiske diskussioner og den faglige spændvidde!” 

HANNAH KORTNUM MOGENSEN,CAND. THEOL. 2016

”Teologistudiet er en legeplads, hvor du kan finde ud af, hvad det vil sige at være til som menneske. Et sted, hvor man får lov til at blive den, man er. Modnes. Hvad det vil sige at være til sammen med andre mennesker og sammen med Gud”

SUSANNE KRAMER MADSEN,SOGNEPRÆST, RISSKOV KIRKE

”Hver dag er ny og uforudsigelig. Ingen dage er ens. Alle dage er meningsfulde”

HENRIK GADE JENSEN, SOGNEPRÆST, DANNEMARE SOGN

”Det er det studium, du kan suge mest livsnæring af. Og finde ud af, hvad det der med Gud er for noget. Der er en uendelighed indbygget i studiet, hvor de største spørgsmål kan rejses – de allerstørste spørgsmål i menneskelivet”

NIELS GRØNKJÆR, DR.THEOL., VALGMENIGHEDSPRÆST I VARTOV, KØBENHAVN

”I Folkekirken er man rigtig god til at udvise rummelighed og skabe relationer uden at stille krav. Uden at man skal bevise, at man som menneske er værd at have en relation til

KIRSTEN STAGHØJ SINDING, SOGNEPRÆST, SCT. HANS-SCT. OLAI SOGNE OG SUPERVISOR FOR PRÆSTER I AALBORG STIFT

”Det er vigtigt, at en præst har et åndeligt fundament. Ellers bliver man bare en tom stemme”

CHRISTIAN BERNHARD LANGBALLE, MF OG SOGNEPRÆST, TJELE SOGN

”En præst er et menneske, der er sat i virkelighedens verden med en tydning af tilværelsen og budskabet om, at kærligheden overvinder alt”

KIRSTEN DALAGER BUUR, HOSPITALS- OG HOSPICEPRÆST, REGION MIDTJYLLAND

”Når livet bliver for stort til, at det kan være derhjemme, må vi op i kirken”

GUDMUND RASK PEDERSEN, SOGNEPRÆST, HORSENS

”Ofte er der situationer, som i sagens natur er følelsesmæssigt belastende. Men når det er allerværst, føler man til gengæld også, at det er allermest meningsfyldt, at det jo virkelig er derfor, jeg gør det her

JENS CHRISTIAN BACH IVERSEN, SOGNEPRÆST, KOLDING

”Det er et arbejde, hvor du har frihed til at indrette dig, så du virkelig bruger dine evner og anlæg. Du kan undervise eller bruge kunst og kultur i dit arbejde. Eller deltage i den offentlige debat eller socialt arbejde. Du har en platform, hvor du kan vælge forskellige retninger, som alle er meningsfulde”

FLEMMING KLOSTER POULSEN, SOGNEPRÆST/DAGLIG LEDER, DEN DANSKE KIRKE I LONDON

”Jeg bliver selv klogere af at gå på arbejde hver dag. Når jeg eksempelvis har skrevet en prædiken, tænker jeg ofte, nu forstår jeg noget om menneskets eksistens, jeg ikke har forstået før” 

BIRGITTE KRAGH ENGHOLM, SOGNEPRÆST & UDVIKLER, SCT. MATTHÆUS KIRKE, VESTERBRO

“Når vi er i felten i udlandet, er vi i en fremmed kultur, hvor feltpræsten naturligt kommer til at repræsentere et lille stykke Danmark – et lille stykke fædreland. Et asyl, hvor man i princippet lægger sine våben fra sig og samles i det fællesskab, der i hverdagen synligt kommer til udtryk igennem soldaternes kammeratskab, hjælpsomhed, tillid og loyalitet”

THOMAS HANSEN BECK, SOGNEPRÆST OG HÆRPROVST/ARMY CHIEF OF CHAPLAINS

”Som præst skal du kunne holde mund, når der ikke er noget at sige. Også i smerten. Vi skal turde tie stille og mærke det andet menneske, som lider. Det er bedre, at jeg får en tåre i øjenkrogen, end at jeg fylder rummet med ord”

ERIK ADRIAN, FÆNGSELSPRÆST, PRÆST VED KØBENHAVNS FÆNGSLER

”Jeg kom til at holde af narkomanen og alkoholikeren, den hjemløse og den ensomme. Ingen andre taler deres sag. Vi forholder os til folk i øjenhøjde, også selvom de ligger ned. Det kræver bare, at man bøjer sig lidt mere”

MORTEN AAGAARD, KORSHÆRSPRÆST, KIRKENS KORSHÆR, AARHUS

”At være præst er ikke bare et job, men en livsstil båret af tro, håb og kærlighed. Hver eneste dag bliver du inviteret inden for i menneskers liv. Det er dér, du gør en forskel”

HENRIK WIGH-POULSEN, BISKOP, AARHUS STIFT

Som præst får du lov til at blive en del af andre menneskers liv

I den højeste lykke

Og den dybeste sorg

Følg os på Facebook. Send os en mail

©2017 FOLKEKIRKEN | blivpræst.dk | STRATEGI, IDÉ, DESIGN OG TILRETTELÆGGELSE: Handpicked